Google Adwords – Kom Godt I Gang

Er du ny i Google Adwords eller mangler du bare nogle gode råd og inspiration til, hvordan du får succes med det, så brug et par minutter på at læse dette indlæg.

Alle kan oprette en konto og komme i gang med Google Adwords, men det betyder ikke, at alle nødvendigvis får succes med det!

Det kan der være mange grunde til, men oftest skyldes det manglende kompetencer, for lidt viden eller manglende tid, til at varetage og administrere Google Adwords kontoen.

Det er en skam, og jeg oplever desværre mange der har bevæget sig ud i disciplinen Google Adwords, men ”knækket” halsen på det!

Overvejer du eller står du overfor at skulle starte med Google Adwords, så bør du kigge nærmere på nedenstående overvejelser.

1. Sæt nogle klare mål

Spørg dig selv inden du går i gang – Hvilke mål ønsker jeg at opnå, og hvordan kan Google Adwords hjælpe mig med det?

Det er uden tvivl den vigtigste overvejelse du bør gøre dig! Hvis du ikke ved hvad du vil opnå med annonceringen, er der ingen grund til at begynde i første omgang.

Det behøver ikke at være kompliceret, men sæt dig ned og gør dig nogle overvejelser, inden du begynder at smide penge efter noget, som du dybest set ikke ved hvad er.

Følgende er eksempler på mål/konverteringer:

  • Salg på en Webshop
  • Signup/Tilmelding til et nyhedsbrev eller sociale medier, som Facebook, Linked In etc.
  • Få kunden til at ringe / Calltracking
  • Se en video
  • Se kontaktsiden
  • Udfylde en kontaktformular
  • Etc.

Det giver dig mulighed for at målrette annonceringen, og det er tilmed grundstenen for at du kan få succes med Google Adwords. Uden nogle mål bliver din investering aldrig en succes, så enkelt er det!

 

2. Struktur på din Google Adwords konto

Byg din konto op ud fra hvordan din hjemmeside er struktureret (antaget at den er bygget fornuftigt op).

Adwords er bygget op ud fra en struktur der hedder kampagner, annoncegrupper og søgeord. For at simplificere det, vil jeg vise dig et eksempel med en webshop, der sælger Adidas fodboldstøvler.

Kampagnen kalder du Adidas Fodboldstøvler. Annoncegrupperne bygger du op ud fra de forskellige Adidas fodboldstøvle modeller (Mundial, Predator osv.), og de søgeord der passer til hver model ligger du ind under den givne annoncegruppe.

Nu har du opbygget en klar struktur for Adidas fodboldstøvlerne. Det gør det både overskueligt for dig, men også muligt at målrette din annoncering, så du i sidste ende kan opnå de mål du har sat dig.

 

3. Budgettet & Konverteringspris

I nogle brancher kan søgeordene være rigtig dyre, og derfor bør du altid gøre dig selv den tjeneste at bruge søgeordsværktøjet i Google Adwords og lignende, der kan give et estimat på hvor meget de enkelte søgeord koster, og en ide om hvor mange penge du skal regne med at bruge.

Et forhåndsbestemt budget bør dog på ingen måde diktere, hvor mange penge du i sidste ende bruger i budget om måneden.

Det du i stedet bør kigge på er hvor meget du betaler pr. konvertering – ROI. Det giver et langt bedre billede af om din investering er lønsom, end bare at fastlægge et månedligt budget, hvilket egentlig er ganske logisk.

Derfor er det i princippet lige meget om du bruger 1.000, 10.000 eller 30.000 om måneden på Google Adwords, så længe du holder dig under din forudbestemte konverteringspris. Godt nok stiger dine omkostninger betragteligt, men det gør dine indtægter også!

Derfor skal du altid tænke konverteringspris frem for budget.

 

4. Tracking af Resultater

Brug Google Analytics eller et andet statistik modul til at måle dine resultater & investering. Jeg vil klart anbefale at bruge Google Analytics, da det er et gratis statistikmodul, som nemt kan ”linkes” med din Google Adwords konto og andre Google produkter.

Her får du mulighed for at dykke dybere ned i data, og det er virkelig her du har mulighed for at påvirke konverteringsprisen positivt.

Du står måske med spørgsmål som, hvor mange besøgende har jeg på min hjemmeside? Hvor kommer mine besøgende fra? Hvor lang tid er de på min side? Hvilke sider har de besøgt? Har jeg mange besøgende fra mobil og tablet, eller er det kun almindelige computere?

Alle disse spørgsmål kan du finde svar på i Google Analytics, og du går fra at gætte på hvad der sker på din hjemmeside, til at vide alt om, hvordan dine besøgende opfører sig.

Google Adwords kræver tid, og er en investering fra din side, hvis det skal blive en succes.

Jeg håber du fik lidt inspiration og gode råd til, hvordan du kommer godt i gang med Google Adwords, og hvilke overvejelser du bør gøre dig i opstartsfasen.

Derudover, så er du altid velkommen til at kontakte os, så tager vi snak om dine muligheder.